Hvordan kan vi planlægge og gennemføre bedre eksperimenterende, undersøgende og anvendelsesorienteret matematikundervisning, hvor alle elever kan være med? I dette oplæg er der fokus på aktiviteter med lav indgangstærskel og højt til loftet, som rummer gode differentieringsmuligheder.
I dette oplæg arbejdes der med udgangspunkt i aktiviteten Hvor mange kvadrater.
Dagsorden for teammødet
På næste fagteammøde deles erfaringer med udgangspunkt i gennemførelsen af den planlagte aktivitet, som kan inddrages i planlægning og gennemførelse af fremtidige aktiviteter.
Aktiviteter med lav indgangstærskel og højt til loftet betegner aktiviteter, der er enkle at komme i gang med, men som indeholder udfordringer for alle elever.
Aktiviteter kan have lav indgangstærskel og højt til loftet ved blandt andet at indeholde mange faglige lag, der kan stilladseres, så der skabes yderligere mulighed for undren og matematisk undersøgelse undervejs i processen. Aktiviteter kan også have lav indgangstærskel og højt til loftet ved ikke at have én vej til svaret, men være åben i forhold til løsningsstrategier og metoder fx modelleringsaktiviteter.
Aktiviteter med lav indgangstærskel og højt til loftet rummer gode differentieringsmuligheder og giver alle elever mulighed for at vise, hvad de kan, fremfor hvad de ikke kan.